Toast med pulled kylling, kartoffel og smeltet ost!

Kartoffeltoasten er et kæmpe hit blandt jer, så jeg har videreudviklet denne satan med lidt proteiner i og ost endda. Ost i toast er der næppe nogen, der vil klage over, am I right? Det er den lækreste og mest møre kylling vendt i en krydret kartoffelblanding. Man kan naturligvis dyppe disse i noget dip, hvis man vil have mere snask.
Til ca. 5-6 Toast - Tilberedningstid 40 min - Sværhedsgrad: Middel
Olie til panden
1 tsk Sennepskorn
1 tsk Fennikelfrø
3 Hvidløg
1 Frisk chili
5 Karryblade (kan undlades)
1-2 tsk Chilipulver
1 tsk Stødt korianderfrø
1 tsk Spidskommen
ca 5 Kartofler
1,5-2 dl Vand – brug meget gerne vandet kyllingen har kogt i (kom i lidt ad gangen evt)
1 tsk Salt
0,75 L Vand
1 Bouillon (grøntsags eller hønse)
400 g Kyllinge lårfilet
Ost efter ønske (hvilken som helst – jeg brugte vesterhavsost, fordi det var lige det jeg havde)
Kom vand i gryden og indstil komfuret på middel varme. Tilføj bouillon, når vandet er varmt og tilføj nu kyllingen i vandet. Lad det pochere i 20 min. Tag kyllingen op ad vandet og lad det trække. Imens kyllingen tilbereder, snit hvidløg, chili og karryblade. Kom olie i en gryde på lidt over middel varme. Kom sennepskorn og fennikelfrø i og lad det stege af til sennepkornene springer. Skru ned på varmen og tilføj fintsnittet hvidløg, chili og karryblade. Steg det godt af. Imens skær kartoflerne i helt små stykker. Når hvidløgene har stegt færdigt tilføj chilipulver, spidskommen og stødt koriander. Kom nu kartoflerne i og vend det i krydderierne og tilføj til sidst vand og salt. Lad det simre 20-25 Min. Når kartoflerne er ved at være færdige, så træk kyllingen med fingrene eller brug to gafler. Sluk for komfuret og tag gryden væk fra blusset med kartoflerne. Kom kyllingen i kartoffelblandingen og vend det hele sammen. Du kan nu komme fyldet mellem to toast smurt med smør udenpå. Mums!
Ingen kommentarer endnu