Min kærlighed til tamilsk mad

Jeg kunne skriver lange romaner om generelt asiatisk mad. JEG ELSKER DET. Alle de forskellige smagsnuancer og teksturer, jamen altså, det er så englene synger. Bedst af alt så er det nem mad at være vegetar på, da disse lande oftest laver og spiser vegetariske retter, også som kødelsker ja. Når jeg er i asien kan der let gå 4 dage, uden jeg både har bemærket og bevist valgt at være vegetar i 4 dage. Til trods for jeg er født og opvokset i Danmark, så har jeg været så privilegeret at blive født af tamilske forældre. Tamilsk mad er noget af det bedste der findes, og min kærlighed og værdsættelse på min mors mad bliver kun større og større. Jeg tog det måske en smule forgivet, da jeg boede hjemme.

Jeg er ca hjemme hver anden weekend, og min mor ved lige, hvad hun skal lave. Altid tamilsk. Jeg tror faktisk sjældent, vi får dansk mad nu, med mindre det er mig, der står for maden, hvilket det jo virkelig sjældent er. Jeg er faktisk ikke vokset op med, at jeg skulle hjælpe til i køkkenet udover at skrælle kartofler eller lignende slavejobs. Jeg har selv tillært mig alt madlavning, og det skyldes også min sene interesse for at lave mad. Dog har indtagelsesglæden altid fundet sted (haha). Men specielt af ovenstående grund, kan jeg faktisk ikke finde ud af at lave tamilsk mad. Eller jo, jeg har prøvet, men det bliver bare ikke ligesom min mors mad. I ved, ligesom man sidder og spiser nede i den lokale lille landsby i Sri Lanka. Min mor sørger til gengæld også altid for hendes råvarer er asiatiske og køber altid grøntsager til tamilsk mad i asiatiske butikker. Det tror jeg bestemt også har noget at sige. Men jeg bliver simpelthen nødt til at lære det, og det må jo så blive mit 2018 mål (wish me luck).